Min Spirituelle Historie
Startede med en healing
Ja, selvom min mor gik op i det spirituelle i et eller andet omfang med astrologi, krystaller og reikihealing, da jeg var barn og ung i Hadsund, hvor jeg er født og opvokset, ja så havde det aldrig rigtigt fanget mig. Men det gav mig dog en forståelse af, at der fandtes en anden side af den virkelige Verden. Men det der gjorde udfaldet for mig og åbnede mine øjne (dog kun på klem i starten) var en healing, som jeg modtog af et af min kones familiemedlemmer, som havde fået undervisning af Marianne Lane. Under den healing mærkede jeg bevægelser og bølger i mit system. Jeg fik glimt af billeder. Og jeg var på et tidspunkt ved at dø af grin – Ved ikke hvorfor – Men det spruttede lystigt i mit indre af glæde. Det var min første hov-oplevelse med healing.
Og hov! Hvad er det for noget, det der healing? -Der startede min rejse mod, ikke bare i dag, men fremtiden. En fremtid hvor der undervejs har været og venter masser af nye hov-oplevelser. For denne Verden virker til at være uudtømmelig af oplevelser, muligheder, bevidsthedsudvidelser og healing. Og fordi den er uudtømmelig, ja, så keder jeg mig ikke! Nyt arbejde. Ny personlig proces. Nye møder. Nyt alting – hele tiden. Derfor er det egentlig også lidt af en udfordring at beskrive mig selv som healer og Moderne Shaman. Vi skal ikke mange år tilbage hvor jeg var healer, men ikke synes at jeg havde klarsyn. Vi skal heller ikke så langt tilbage før jeg ikke kunne se mig selv som “Moderne Shaman”. Er det ikke noget man skal gøre sig fortjent til? Nu er jeg altså både Shaman og har klarsyn. Hvad mon der ellers venter?
Undervejs i min rejse har jeg fået undervisning på Visdomsskolen For Moderne Shamanisme med Marianne Lane, som historien næsten startede med. Startende med “Den Indre Visdom” (som i dag hedder Basisuddannelsen). Og senest blev jeg uddannet på Overbygningen som Moderne Shaman. Derudover har jeg været på de fleste af Mariannes kurser samt taget kurser hos blandt andre Karina Bundgaard, Rebekka Lassesen og Galina Saikova.
Men at blive undervist på skoler og på kurser er én ting. En anden form for undervisning er den indre. Den hvor man bliver guidet. Den hvor man får en enkelt lille puslespilsbrik af universet. Den hvor man ikke rigtigt ved noget.. Men dog er hele grundlaget for min egen undervisning baseret på Mariannes undervisinng. Det har givet mig et solidt udgangspunkt og forståelse.
Men det er også den form for indre undervisning der har sendt mig til Assisi, hvor jeg åbnede for healingen “Erkendelsestilstanden fra Assisi”. Den har sendt mig til Malta, hvor jeg mødte Tempelridderne og åbnede for “Nøglen fra Malta”. Det er også den, hvor jeg får muligheden for at udvikle mig på det personlige plan – Med muligheder der bliver vist for mig, men hvor jeg selv står med ansvaret for valget.
Jeg kunne egentlig blive ved med at fortælle. Om drømme. Om samarbejder (Der finder du en knap i menuen, hvis du vil læse lidt mere om det). Om frustrationer. Og om at være et menneske, der begynder at lave mærkelige opslag på Facebook om engle, guider, rummænd og nymånehealinger… Men så vil historien blive for lang og måske endda uinteressant. Jeg vil løbende lave blogindlæg, facebookopslag, videoer og give healinger, hvor du kan følge med.
Jeg er nu efter 28 år tilbage i min barndomsby, som jeg flyttede fra midt 90’erne. Med fornyet power og klar til at give sessioner med healing i Hadsund og online.
HEALER OG MODERNE SHAMAN
PER MYGIND
Jeg anvender en kombination af healing og meditation for at hjælpe mine klienter med at opnå balance i krop og sind. Jeg har en empatisk og rolig tilgang og tilpasser behandlingerne til den enkelte klients behov.
Min dagligdag
Har fået en ekstra farve på paletten
Ja, det skal ikke være nogen hemmelighed at det spirituelle bliver en del af hverdagen. Det er ikke bare noget vi leger eller “går til hver onsdag”. Og det vil nok også skinne igennem i min personlige historie, som kommer her.
Jeg er født i 1976 i det sydligste af Nordjylland. Nærmere betegnet Hadsund. Med forældre, der blev skilt, da jeg var tre. Efter det boede jeg primært hos min mor. Omkring niårsalderen fik jeg mit første trommesæt og har i mange år spillet i flere bands indenfor forskellige genrer rundt omkring i landet.
Jeg var utrolig genert som barn. Og teenager. Og ung. Og voksen. Det har jeg sluppet takket være min spirituelle rejse. Ikke fra den ene dag til den anden, men væk, DET er det. Pyh, hvordan filen kunne det egentlig være så svært at tale med andre? -Især fremmede. Jeg ved det ikke og jeg kan ikke helt forstå det. Jeg kan godt sætte mig ind i det men det var en anden Per. Ikke én, der traf det valg ikke at ville tale med nogle, men en, der ikke kunne. Nu kan jeg. Tak til universet.
Jeg er nu tilbage i Hadsund (2023) efter næsten 30 år i Aalborg og Øster Hassing. Jeg har været gift i 13 år med Karen og haft hus. Nu har jeg valgt at vi skal skilles og er derfor flyttet tilbage til min hjemby hadsund. Et nyt kapitel starter <3
I dag lever jeg af oplevelser. I lidt forskellig form:
Der er musikken, som er en oplevelse i sig selv.
Så arbejder jeg for Marianne Lane, som lidt af hvert: support, hjemmesidedesign, energiarbejde og hvad der ellers dukker op.
Og så er jeg jo healer og Moderne Shaman, som du nok allerede var blevet klar over.
Og som oplevelsesprikken over i’et laver jeg (primært spirituelle) hjemmesider.
Ligesom min spirituelle historie, så er min historie om mig og min hverdag meget længere. Men den vil jeg gemme til en anden god gang. Har du alligevel lyst til at lære mig lidt bedre at kende, kan jeg anbefale at du kigger under fanerne Gratis og Samarbejde